Sjælden video viser Nordkoreas elendighed

Hemmelige optagelser fra Nordkorea viser en presset befolkning i et land præget af fødevaremangel.

Videomateriale, der er smuglet ud af Nordkorea, viser sultende tiggerbørn og underernærede soldater.

Børn tigger på markeder fra andre nordkoreanere, der ikke har noget at give dem.

- Jeg er otte år, fortæller en dreng.

- Min far er død og min mor har forladt mig. Jeg sover udendørs.

Det er med livet som indsats, at den nordkoreanske journalist Kim Dong-cheol har lavet optagelserne og smuglet dem ud.

Den australske tv-kanal ABC News har vist optagelserne, der indeholder billeder af mindre børn, som tigger om mad og penge. Ansigterne er dækket af snavs.

Deres forældre er enten selv underernærede eller sendt i arbejdslejr, rapporterer ABC News.

Optagelserne viser også, at manglen på mad nu rammer inden for hæren. Det er usædvanligt, fordi Nordkoreas leder, Kim Jong-il, prioriterer at give mad til hæren, siger en iagttager.

- Alle er svage. Inden for mit kompagni med 100 soldater er halvdelen fejlernærede, siger en anonym soldat til kameraet.

Kim Dong-cheol har også optaget et skænderi på et marked, hvor en partifunktionær kræver, at de handlende skal donere mad til hæren.

Journalisten risikerer dødsstraf for sine optagelser, hvis han bliver pågrebet af de nordkoreanske myndigheder.

I Kina har Kim Dong-cheol givet sine optagelser videre til Jiro Shimaru, en japansk redaktør som har fulgt Nordkorea i 15 år. Han har viderebragt optagelserne til udenlandske medier.

Jiro Shimaru betegner fødevarekrisen som en af de værste siden den store hungersnød i slutningen af 1990'erne og peger på det usædvanlige i, at problemet nu også rammer militæret.

I videooptagelserne siger en soldat, at nogle i hæren kun får omkring 100 gram majs per måltid.

- Militæret lider af kronisk fødevaremangel, men det er første gang, at jeg har set dem stå over for så alvorlige forhold, skriver Jiro Shimaru i en artikel i magasinet Rimjin-gang.

Han mener, at manglen på statslige fødevarer afslører, at Nordkoreas styre står over for alvorlige finansielle problemer.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere