Hamas kræver fanger for israelsk soldat

Hamas-bevægelsen fastholder krav om, at Israel skal løslade 1000 palæstinensiske fanger for én israelsk soldat

Den israelske soldat Gilad Shalit vil ikke blive frigivet, før 1000 palæstinensiske fanger i israelske fængsler bliver løsladt.

Det siger Hamas-bevægelsens væbnede gren al-Qassam Brigaderne.

Shalit, der nu er 24 år, blev taget til fange af militante palæstinensere 25. juni 2006 på den israelske side af grænsen til Gazastriben.

Den unge israeler har siden været i hænderne på Hamas, og bestræbelserne på at få ham løsladt har hidtil været forgæves.

De sparsomme livstegn fra den tilfangetagne soldat tæller tre breve, en lydoptagelse og en videooptagelse, der blev offentliggjort 2. oktober 2009.

Lørdag udleverede Hamas en ny videooptagelse af Shalit og en anden israelsk soldat, piloten Ron Arad, som forsvandt i Libanon for 20 år siden.

Den ét minut lange optagelse viser også de barske levevilkår for tusindvis af palæstinensiske fanger i israelske fængsler med fokus på kvindelige indsatte, der bliver tortureret og sat i isolation.

- Vi sværger, at han (Shalit) ikke vil se dagens lys før vores fanger, fremgår det af videoen.

Hamas kræver, at 1000 palæstinensiske fanger bliver løsladt, før Gilad Shalit kan blive udleveret. Men det afviser israelerne, da flere af fangerne afsoner lange fængselsstraffe for alvorlige angreb mod Israel.

Fredag var det præcis fem år siden, at Gilad Shalit forsvandt, og lørdag var der store demonstrationer i Jerusalem og i grænsebyen Kerem Shalom, hvor han blev bortført.

Familien beskylder premierminister Benjamin Netanyahu for at forhindre fremskridt i forhandlingerne om Shalits frigivelse.

- Det er indlysende for os, at premierministeren sætter mit barnebarns liv på spil hver eneste dag, sagde soldatens bedstefar i en tale.

Han tilføjede, at Israels forsvarsminister, Ehud Barak, på et møde med familien har sagt, at han støtter en fangeudveksling - men at Netanyahu er imod.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere