Osama bin Laden havde store planer for markedsføringen og imageplejen i al-Qaeda.
Det fremgår af et brev, som CIA har fundet i al-Qaeda-lederens hus i Pakistan.
I brevet erkender bin Laden ifølge nyhedsbureauet AP, at al-Qaeda har store marketing- og pr-problemer, som truer terrororganisationens fremtid.
Ifølge bin Laden er et af de store problemer, at al-Qaeda dræber for mange muslimer, og dermed mister organisationen opbakning i den arabiske verden.
På bedste handelshøjskole-vis gik Osama bin Laden derfor med overvejelser om at ændre al-Qaedas forretningsstrategi.
Som andre kriseramte virksomheder har gjort, bl.a. Blackwater og Philip Morris, ønskede bin Laden, at al-Qaeda startede på en frisk med et nyt navn.
Ifølge brevet mente bin Laden, at navnet al-Qaeda signalerede for lidt religion - noget der kunne overbevise verdens muslimer om, at de er i en hellig krig mod Vesten.
Mere hellig krig
Det oprindelige navn, al-Qaeda al-Jihad, den hellige krigs base, er med tiden blevet forkortet til al-Qaeda, og det gav, ifølge bin Laden, Vesten mulighed for at afvise, at man var i krig med Islam.
Osama bin Laden foreslog derfor nye mundrette navne som Taifat al-Tawhed Wal-Jihad, der betyder Monoteisme og Jihad-gruppen, eller Jama'at l'adat al-Khilafat al-Rashida, der betyder Kalifat-gruppens genskabelse.
Brevet er ikke dateret og som i flere af bin Ladens andre breve er modtageren ukendt.
Ifølge amerikanske efterretninger kommunikerede bin Laden kun med den næstkommanderende Ayman al-Zawahiri og nummer tre i al-Qaeda Mustafa Abu al-Yazid, men på grund af al-Qaedas komplicerede kurer-system er det usikkert, om brevet nogensinde blev sendt.
Mustafa Abu al-Yazid blev dræbt under et amerikansk luftangreb sidste år, mens Ayman al-Zawahiri har efterfulgt Osama bin Laden som ny leder af al-Qaeda.