Tusindvis på flugt fra regnskyl

Tropisk storm sender filippinere fra hus og hjem

Omkring 50.00 mennesker har taget ophold i evakueringslejre i Filippinerne efter at være flygtet fra deres hjem på grund af den tropiske storm Meari. Stormen forårsager kraftige og vedvarende regnskyl, som oversvømmer gader og veje.

I løbet af natten forlod omkring 3200 mennesker deres hjem i hovedstaden Manila.

Den hurtige evakuering af indbyggere i Manila, i takt med den stigende vandstand, har forhindret dødsfald.

- Vi har forberedt os ved at have gummibåde på plads. Desuden reagerer borgerne som de skal. Når vi beder dem om at komme væk, så gør de det, siger lederen af det nationale katastrofeberedskab Benito Ramos.

På halvøen Bicol sydøst for Manila savnes der 11 personer, tilføjer Ramos. 10 af de savnede er fiskere, som vovede sig til havs. Desuden blev en kvinde skyllet væk af en pludselig stormflod.

Det kraftige regnvejr, som har varet ved det meste af ugen, tog til i styrke torsdag, og øgede risikoen for oversvømmelser og mudderskred.

Vandmasserne har gjort mange gader og veje ufremkommelige i Manila, og de fleste skoler i og omkring storbyen er lukket fredag.

Myndighederne regner med en forværring i regnskyllene over weekenden, selv om stormen er begyndt at bevæge sig væk fra Filippinerne og mod Taiwan.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere