Danmark modtaget som befriere i Benghazi

Udenrigsminister Lene Espersen blev modtaget med klapsalver og Dannebrog på revolutionspladsen i Benghazi

Iklædt hjelm og skudsikker vest besøgte de danske politikere i dag Benghazi. (Foto: Joachim Adrian)
Iklædt hjelm og skudsikker vest besøgte de danske politikere i dag Benghazi. (Foto: Joachim Adrian)

Fortællingen om Danmark har i dele af den muslimske verden været fyldt af de omstridte Muhammed-tegningerne og Danmarks omstridte engagement i Irak og Afghanistan.

Men onsdag blev udenrigsminister Lene Espersen (K), Helle Thorning-Schmidt (S) og en delegation af danske politikere modtaget som befriere, da de besøgte revolutionspladsen i den oprørskontrollerede by Benghazi i det østlige Libyen.

- Tusind tak. Tak for jeres støtte, siger en ældre mand med krøllet hvidt skæg og går forbi sikkerhedsvagterne for at tage Lene Espersens hånd.

Den danske udenrigsminister har få timer før besøget på pladsen formelt anerkendt de libyske oprøreres Nationale Overgangsråd, NTC, som den eneste legitime repræsentant for det libyske folk.

Dermed har Danmark endegyldigt vendt Libyens leder, Muammar Gaddafi, ryggen, og det er tilsyneladende populært i Benghazi, hvor NTC har sit hovedkvarter.

Omkring 50 børn, mænd og kvinder følger de danske politikere rundt på pladsen, og Lene Espersen bliver mødt med klapsalver og kampråbet "Free Libya", mens hun går forbi plakater med billeder af oprørere, der er blevet dræbt i kampene mod Gaddafi-styret.

- Jeg er rigtig glad for, at der er så stor anerkendelse af ikke mindst den militære indsats, som Danmark har ydet for at beskytte civilbefolkningen. Vi er blevet modtaget som en slags frihedshelte, siger Lene Espersen.

Foran den danske delegation går 45-årige Omar Farash i en camouflageuniform og svinger et stort Dannebrog fra en kort pind. Han afviser, at være sendt på gaden af NTC:

- Jeg har taget flaget med for at vise min glæde og taknemmelighed over den danske støtte til os, siger Omar Farash og tilføjer:

- Vi har allerede en hel del danske flag, fordi Danmark er et af de lande, som har støttet os mest. Og vi har ventet længe på at se jeres delegation komme til Benghazi.

Det er første gang, at en dansk minister besøger oprørerne i Libyen, og det er første gang, at oprørerne får besøg af en hel delegation af politikere. Besøget kommer, efter at danske kampfly i tre måneder har bombet mål i Libyen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere