Assad: Syrien står ved et vendepunkt

Præsident al-Assad, siger i en tv-tale, at Syrien bedst kan løse sine problemer selv uden indblanding udefra

Syriens præsident, Bashar al-Assad, siger i en direkte tv-tale, at han er udsat for en sammensværgelse, der har sine rødder i udlandet.

Han sammenligner konspirationen med "bakterier", som skal udryddes, og han understreger, at Syrien bedst selv kan løse sine problemer uden indblanding udefra.

- Det er vigtigt at skelne mellem folks legitime krav og sabotører, siger al-Assad.

Han varsler desuden, at myndighederne i den kommende tid vil slå endnu hårdere ned på kritikere af regimet.

Ifølge præsidenten er 64.000 personer eftersøgt af myndighederne, hvoraf flere allerede har overgivet sig.

Præsident al-Assad siger også, at Syrien står ved et vendepunkt, efter hvad han betegner som "vanskelige dage".

- I dag befinder vi os ved et vendepunkt mellem fortidens problemer og smerte, hvor uskyldigt blod blev udgydt, og fremtiden, der er fyldt med håb, konstaterer Bashar al-Assad.

Det er tredje gang, at præsidenten holder en direkte tv-tale, efter at de politiske uroligheder brød ud i midten af marts.

I talen siger Assad også, at der ikke vil komme reformer eller ske nogen udvikling i Syrien, så længe "sabotage og kaos" råder i landet.

Han nævner intet om, hvorvidt han har tænkt sig at føje de folkelige protester mod det syriske regime og trække sig fra præsidentposten.

Syriske menneskerettighedsgrupper oplyser, at flere end 1300 mennesker har mistet livet i de sidste tre måneders blodige sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere