Mange meldes dræbt i Misrata og Tripoli

Libyske embedsmænd siger, at Nato ved et luftangreb i hovedstaden Tripoli har dræbt ni civile

Ni mennesker blev søndag dræbt og 51 blev såret under kampe mellem Libyens hær og oprørere i den belejrede by Misrata, oplyser oprørsbevægelsen.

Blandt de dræbte var der både oprørere, soldater og civile.

Mindst 10 mennesker blev meldt dræbt i byen lørdag.

I hovedstaden Tripoli siger talsmand for regimet under Muammar Gaddafi, at ni civile blev dræbt under et Nato-luftangreb.

Journalister blev bragt ud til et beboelseskvarter i Tripoli, hvor de så et lig blive trukket ud af en ødelagt bygning.

Senere fik journalisterne fremvist ligene af et barn og to andre, som ifølge de libyske myndigheder var nogle blandt i alt ni civile, der blev dræbt ved angrebet.

Nato er ved at efterforske rapporterne om luftangrebet. Nato har tidligere sagt, at de eneste mål, Nato er ude efter, er militære mål eller kommandocentraler.

Nato har i flere måneder bombarderet mål i Libyen i det, som Nato siger, er en operation, der skal beskytte civile, som har gjort oprør mod Libyens leder, Muammar Gaddafi, og hans 41 år lange styre.

Den ansvarlige for olie i Libyens oprørsbevægelse sagde i weekenden, at Vesten har svigtet løfter om akut finansiel hjælp, hvilket betyder, at oprørerne nu står fuldstændig uden kontanter efter flere måneders krig.

Olie- og finansministeren i oprørsbevægelsen, Ali Tarhouni, sagde, at al produktion af råolie er indstillet på grund af skader forårsaget under krigen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere