Fem personer, som hjalp USA med at lokalisere terrorlederen Osama bin Laden, er blevet anholdt i Pakistan, skriver New York Times.
Blandt de anholdte er en pakistansk officer, som skal have bistået den amerikanske efterretningstjeneste CIA med at registrere nummerpladerne på biler, som kørte til og fra bin Ladens skjulested i Abbottabad nord for hovedstaden Islamabad.
Læs: Bin Laden havde kig på Danmark
En anden person, som er anholdt, stillede et hus til rådighed for CIA-agenter, som holdt bin Ladens ejendomskompleks under overvågning i månederne op til angrebet.
Osama bin Laden blev dræbt, da amerikanske elitesoldater i maj angreb ejendommen i Abbottabad under en aktion som satte punktum for en årelang klapjagt på al-Qaeda-lederen.
Læs: Superhund hjalp i bin Laden-jagten
Anholdelserne har forværret det i forvejen kølige forhold mellem den amerikanske og pakistanske regering, og CIA-chef Leon Panetta drøftede i sidste uge situationen under en rejse til Pakistan, skriver New York Times.