Uro efter fredagsbøn koster 28 syriske liv

Under nye uroligheder og regeringsfjendtlige protester har syriske sikkerhedsstyrker dræbt mindst 28 personer

(AP Photo/Muzaffar Salman)
(AP Photo/Muzaffar Salman)

Sikkerhedsstyrker i Syrien skød fredag med skarpt mod regeringskritiske demonstranter flere steder i landet og dræbte mindst 28 personer.

Det oplyser den syriske aktivistgruppe De Lokale Koordinations Komitéer, skriver Reuters.

Drabene fandt sted er i den nordvestlige provins Idlib, i hovedstaden Damaskus, i kystbyen Latakia og i området omkring byen Deraa, hvor oprøret mod Baath-partiets styre begyndte for knap tre måneder siden.

Efter fredagsbønnen var der på ny store demonstrationer vendt mod landets autoritære præsident, Bashar al-Assad, og igen var syriske sikkerhedsstyrker udkommanderet i stort tal.

Rapporter om sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker indløb fra en række byer rundt om i Syrien, men det er uklart, hvor mange der deltog.

Oplysninger om situationen i Syrien er sparsomme, da landets regering ikke tillader udenlandske journalister i landet.

I Deraa blev mindst otte andre personer ramt af skud og ført til et hospital. Deres tilstand kendes ikke.

- Folket vil vælte regimet, der skal forsvinde, råbte tusinder i Deraa.

Sammenstødene efter fredagsbønnen kommer samtidig med, at Syriens hær fredag morgen indledte en operation mod "bevæbnede bander" i den nordlige by Jisr al-Shughur, hvor 120 politifolk og soldater ifølge myndighederne blev dræbt i sidste uge.

Operationen blev sat i gang, efter kampvogne og soldater torsdag blev opmarcheret i udkanten af byen.

Det har fået hundredvis af byens borgere til at flygte hen over den nærliggende grænse til Tyrkiet. Ifølge FN's flygtningeorganisation UNHCR er mere end 3000 syrere nu flygtet til Tyrkiet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere