Frustration på Esbern Snare over piratjagt

Den manglende retsforfølgelse af somaliske pirater skaber frustration på Esbern Snare, siger fagforening

Besætningen på Esbern Snare er frustrerede over, at de sætter liv, lemmer og førlighed på spil, uden at der sker noget med piraterne. (Foto: SOK)
Besætningen på Esbern Snare er frustrerede over, at de sætter liv, lemmer og førlighed på spil, uden at der sker noget med piraterne. (Foto: SOK)

De er blevet skudt på af somaliske pirater, og de har sat livet på spil, når de går om bord på kaprede skibe i Det Indiske Ocean.

Alligevel må besætningen på Esbern Snare gang på gang pænt sætte pirater i land på Somalias kyst med mad og vand, fordi de ikke kan retsforfølges.

Den situation skaber frustration blandt besætningsmedlemmerne, siger Bjarne Krogh-Pedersen, der er formand for Søværnets Konstabelforening.

- Når vi er i kontakt med vores medlemmer på Esbern Snare, så giver de udtryk for deres frustrationer over, at de sætter liv, lemmer og førlighed på spil, og så sker der ikke noget med piraterne i sidste ende, siger Bjarne Krogh-Pedersen.

Udmeldingen kommer, efter statsadvokaten tirsdag meddelte, at man også har opgivet at rejse en retssag i Danmark mod de 24 pirater, som lige nu sidder fanget om bord på Esbern Snare.

Nogle af de 24 pirater har ellers skudt mod den danske besætning, da de blev taget til fange. Men statsadvokaten kan ikke bevise, hvem der skød.

Dermed er en dansk retssag udelukket, og efter tre uger er der fortsat ikke lykkes Udenrigsministeriet at få Kenya eller Seychellerne til at retsforfølge piraterne.

Ifølge Bjarne Krogh-Pedersen har regeringen svigtet sit ansvar.

- Nu må man smide piraterne i land i Kenya, og så må man tage sig sammen herhjemme. Regeringen kan ikke være bekendt at sende folk derned og så ikke sørge for, at piraterne kan retsforfølges, når de bliver fanget, siger Bjarne Krogh-Pedersen.

Esbern Snares besætning har indtil videre fået besked på, at de må udskyde sommerferien.

Missionen er nemlig forlænget, indtil Udenrigsministeriet og Statsadvokaten for særlige internationale straffesager endeligt har afklaret, om piraterne kan retsforfølges.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere