11 palæstinensere meldes dræbt i Syrien

Pro-syriske palæstinensere dræber anti-syriske palæstinensere i flygtningelejr nær Damaskus

Bevæbnede palæstinensere fra en fraktion, der er loyal over for Syriens regime, har skudt og dræbt mindst 11 palæstinensere i en flygtningelejr tæt ved Syriens hovedstad, Damaskus, siger palæstinensiske kilder.

Hundreder af vrede palæstinensiske flygtninge forsøgte at storme hovedkvarteret for den syrisk-støttede Folkefront for Befrielsen af Palæstinas Generalkommando (PFLP-GC) i flygtningelejren Yarmouk i udkanten af Damaskus.

De beskylder PFLP-GC for at ofre palæstinensiske liv ved at opmuntre palæstinensere til at demonstrere ved de israelskbesatte Golanhøjder.

Under demonstrationerne blev ni palæstinensere dræbt af israelske styrker.

Det var under begravelsesoptoget for de ni dræbte palæstinensere, at PFLP-GC-medlemmer skød og dræbte mindst 11 personer.

Ifølge Syriens statslige tv blev så mange som 23 mennesker dræbt og 350 andre såret af israelske soldater under demonstrationen søndag. Her markerede palæstinensere årsdagen for Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel erobrede Golan-højderne i Syrien.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere