Syrere sætter ild til Baath-partikontorer

To drenge er dræbt af sikkerhedsstyrker, efter demonstranter satte ild til Baath-partikontorer i Syrien

Syriske sikkerhedsstyrker har dræbt to teenagedrenge, der deltog i demonstrationer i byen Deir al-Zor i det østlige Syrien.

Demonstranterne havde sat ild til to af det regerende Baath-partis bygninger i vrede over sikkerhedsstyrkernes drab på en 14-årig dreng.

Det siger indbyggere til nyhedsbureauet Reuters.

Læger på det hospital, hvor søndagens to dræbte blev bragt til, oplyser ifølge indbyggere i Deir al-Zor, at der er tale om to teenagedrenge på 16 og 17 år.

Tidligere på dagen havde de sammen med tusinder af andre deltaget i begravelsen af den 14-årige dreng, der blev dræbt ved fredagens store demonstrationer.

Flere steder i Syrien har tusindvis af mennesker deltaget i begravelserne af de mindst 53 personer, der blev dræbt ved demonstrationerne efter fredagsbønnen.

I mange tilfælde udvikler begravelsesoptogene sig til nye demonstrationer mod præsident Bashar al-Assads styre.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere