Såret præsident vil vende hjem til Yemen

Mens der festes for, at Yemens præsident har forladt landet, er der nye sammenstød i gang

Der er voldsomme kampe i Yemen. (Foto: AP)
Der er voldsomme kampe i Yemen. (Foto: AP)

Der er glæde hos mange i Yemens hovedstad, Sanaa, efter landets sårede præsident Ali Abdullah Saleh er fløjet til Saudi-Arabien for at komme under lægebehandling.

Men glæd jer ikke for tidligt, siger en talsmand for det regerende parti i det fattige arabiske land. For Saleh vender tilbage.

- Præsidenten vil komme tilbage til Sanaa i løbet af nogle dage, siger talsmanden.

Saleh er under behandling i den saudiarabiske hovedstad, Riaydh, for de sår, han fik, da præsidentpaladset fredag blev angrebet med raketter.

Oppositionen sværger, at det vil gøre alt for at forhindre, at Saleh vender tilbage.

- Vi vil arbejde med al vor kraft for at forhindre, at han kommer igen, siger Mohammed Qahtan, der repræsenterer oppositionen i parlamentet.

- Vi opfatter dette som begyndelsen på enden for dette tyranniske og korrupte regime, siger han til nyhedsbureauet AFP.

Mens unge yemenitter fejrer i hovedstaden Sanaa, at præsident Saleh er rejst, så genlyder byen af skudsalver og eksplosioner. To mennesker meldes dræbt og 15 såret.

Saudi-Arabien fik ellers lørdag parterne til at indgå en våbenhvile.

- Det er slut, regimet er faldet, lød det begejstrede råb fra flere hundrede unge i Sanaas gader.

Også i Yemens næststørste by, Taiz, fejres Salehs afrejse som afslutningen på hans styre.

Fire soldater fra republikanergarden, der ledes af Salehs søn, meldes dræbt under nye sammenstød i byen.

Mange er bekymret for, at præsidentens sønner og nevøer vil forsøge at sætte sig på magten. Det vil kunne føre til en optrapning af de kampe og sammenstød, der har kostet hundredvis af menneskeliv siden februar.

Formelt ligger magten lige nu hos vicepræsident Abdrabuh Mansur Hadi.

1 af 2 Præsidenten, Ali Saleh, er blevet såret under et angreb, og har forladt landet. (Foto: AP)
2 af 2 Der er voldsomme kampe i Yemen. (Foto: AP)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere