Advokat: Mladic blev behandlet for kræft

Ratko Mladics forsvarsadvokat fremstiller forud for første retsmøde Mladic som en syg mand

Den tidligere bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic blev behandlet for kræft på et hospital i Beograd for to år siden.

Det siger hans advokat forud for Mladics første retsmøde ved FN's Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien.

- Jeg har lægejournaler, der viser, at han blev behandlet for lymfekræft i 2009 på et hospital i Beograd, siger advokaten Milos Saljic.

Fredag vil Mladic, der har fået øgenavnet "Slagteren fra Bosnien", blive bedt om at erklære sig skyldig eller ikke-skyldig i 11 anklagepunkter om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved FN-domstolen i Haag.

Den 69-årige Mladic, der længe har været Europas mest eftersøgte mand, blev anholdt i den nordøstlige del af Serbien for en uge siden og blev udleveret til Haag tirsdag.

Det serbiske dagblad Press skriver torsdag, at Mladic ifølge advokaten Salic har haft 'tre slagtilfælde og to hjerteanfald og har tilbragt fire måneder på en klinik i Beograd, hvor han blev behandlet for kræft'.

Press' artikel var ledsaget af et dokument med Mladics navn, fødselsår og andre personlige detaljer samt diagnosen non-hodgkin's lymfom, som er en type lymfekræft.

Under sit første retsmøde fredag vil Mladic blive bedt om at identificere sig selv og svare på spørgsmål om helbred. Han kan derefter vælge at lade domstolen oplæse det 62 sider lange anklageskrift mod ham for forbrydelser, der blev begået under krigen i Bosnien, der kostede 100.000 mennesker livet.

Mladic står blandt andet tiltalt for at have stået bag massakren i Srebrenica i 1995, hvor 8000 muslimske mænd og drenge blev dræbt, og for den 44 måneder lange belejring af hovedstaden Sarajevo fra maj 1992, der kostede 10.000 mennesker livet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere