Mladic: Jeg reddede mange i Srebrenica

Den tidligere bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic nægter sig skyldig i Srebrenica-massakren, siger hans søn

Mladic nægter sig skyldig. (Foto: AP)
Mladic nægter sig skyldig. (Foto: AP)

Den krigsforbrydermistænkte Ratko Mladic insisterer på, at han "intet havde at gøre med" den blodige massakre i Srebrenica i 1995, hvor 8000 bosniske muslimske drenge og mænd blev henrettet.

Det siger den tidligere hærchefs søn Darko til journalister i Beograd.

- Hvad der end skete i Srebrenica, så har han intet at gøre med det, hævder Darko Mladic.

Han besøgte søndag sin far, der sidder fængslet i den serbiske hovedstad og ventes udleveret til FN's krigsforbryderdomstol i Haag i løbet af få dage.

- Han reddede så mange kvinder, børn og krigere, siger sønnen om den tidligere bosnisk-serbiske hærchef.

- Han beordrede de sårede, kvinderne og børnene evakueret først og derefter krigerne. Hvem, der gjorde hvad bag hans ryg, har han intet med at gøre med, understreger Darko Mladic.