Pakistan vil undersøge bin Laden-sag

Pakistans regering vil undersøge, hvordan Osama bin Laden i årevis kunne bo et stenkast fra militærakademi

Pakistans regering vil have alle fakta på bordet om, hvordan al-Qaedas leder, Osama bin Laden, i flere år kunne bo på pakistansk jord, indtil amerikanske specialstyrker dræbte ham ved en aktion 2. maj.

En uafhængig kommission skal nu undersøge omstændighederne ved bin Ladens ophold i garnisonsbyen Abbottabad nord for hovedstaden Islamabad.

Både pakistanske og amerikanske politikere har krævet en undersøgelse af sagen.

Undersøgelseskommissionen har fem medlemmer, og formand er dommer Javed Iqbal, en fremtrædende pakistansk højesteretsdommer.

Kommissionen har mandat til at undersøge "alle kendsgerninger vedrørende Osama bin Ladens tilstedeværelse i Pakistan", oplyser premierminister Yousuf Raza Gilani.

Afsløringen af, at verdens mest eftersøgte mand boede et stenkast fra et velanset militærakademi, rejste spørgsmål om, hvorvidt det pakistanske militær og sikkerhedstjeneste var inkompetente, eller om de måske ligefrem havde holdt hånden over terrorlederen.

Sagen har endvidere forårsaget spændinger mellem Pakistan og USA.

Foruden spørgsmålet om, hvordan Osama bin Laden kunne opholde sig ubemærket i villaen i Abbottabad i flere år, skal undersøgelseskommissionen også se nærmere på omstændighederne ved den amerikanske militæraktion, der kostede bin Laden livet, oplyser Gilanis kontor.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere