Ratko Mladic appellerer udlevering

Den krigsforbryderanklagede eksgeneral er for svag til en retssag, mener advokat

Ratko Mladic stod i spidsen for den bosnisk-serbiske hær under borgerkrigen i Eksjugoslavien i 1990erne. (Foto: AP)
Ratko Mladic stod i spidsen for den bosnisk-serbiske hær under borgerkrigen i Eksjugoslavien i 1990erne. (Foto: AP)

Den tidligere bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic kæmper nu med alle juridiske midler for at undgå udlevering til retsforfølgelse ved krigsforbryderdomstolen i Haag.

Mladics advokater har mandag appelleret beslutningen om at udleverede den formodede krigsforbryder til den internationale domstol. Men det forventes, at appellen bliver afvist, skriver BBC News.

Mladics advokat, Milos Saljic, frygter, at hans klient vil dø under en retssag.

- Jeg tror ikke, at der bliver nogen retssag. Han vil ikke komme til at leve længe nok til at kunne overvære starten på retssagen, siger Saljic i forbindelse med appellen.

Mladics familie hævder ligeledes, at den tidligere general er for syg og svag til at kunne gennemføre en retssag. Han har angiveligt haft tre hjerneblødninger de seneste år.

Læs: Her er slagteren fra Srebrenica

Den 69-årige eksgeneral er blandt andet anklaget for at have stået bag massakren i Srebrenica i Bosnien, hvor knap 8000 muslimske mænd og drenge blev dræbt i 1995.

Efter 16 års flugt blev Mladic anholdt i sidste uge i landsbyen Lazarevo, der ligger nord for den serbiske hovedstad Beograd.

Siden anholdelsen har der været flere større demonstrationer i hovedstaden Beograd – senest i aftes, hvor omkring1000 demonstranter blev anholdt og flere såret i gadekampe.