Dansk statsborger fængslet i Bahrain

Den danske ambassade arbejder bag linjerne, efter at en dansk statsborger er fængslet i Bahrain

En dansk statsborger har siden 8. april siddet fængslet i Bahrain. Det drejer sig om Abdulhadi Alkhawaja, der blev anholdt i forbindelse med demonstrationerne mod styret i den lille golfstat.

Ifølge den irske menneskerettighedsorganisation Front Line har Alkhawaja været udsat for tortur og voldtægtsforsøg. Han er efterfølgende blevet opereret for hovedlæsioner på et militærhospital.

De danske myndigheder har kendt til sagen siden 8. april, og den danske ambassade i Riyadh har kontakt med myndighederne i Bahrain, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice, der ikke vil oplyse yderligere om sagen.

Ifølge Front Line har en dommer onsdag nægtet at undersøge anklagerne om tortur og voldtægtsforsøg.

- Front Line holder militæranklager oberst Yusif Rashid Feleyfel direkte ansvarlig for Abdulhadi Alkhawaja liv og helbred, siger Andrew Anderson, vicedirektør i Front Line.

- Der skal være en omgående undersøgelse af rapporterne om tortur og voldsforsøg og han skal have øjeblikkelig medicinsk behandling.

Abdulhadi Alkhawaja, der er tidligere præsident for the Bahrain Center for Human Rights, er anklaget for sammen med en gruppe på 21 at organisere og lede en terroristorganisation.

Han er også anklaget for forsøg på at vælte regeringen med magt og for i samarbejde med en terrororganisation at arbejde for fremmede nationer, oplyser Front Line.

Ifølge Front Line boede Abdulhadi Alkhawaja i Danmark i 1990'erne.

Amnesty International og Human Rights Watch har flere gange kritiseret menneskerettighedssituationen i Bahrain. Regimet har lukket hjemmesider, der kritiserer kongen.

Politiske modstandere er blevet fængslet og mulighederne for at drive oppositionspartier omorganisationer er begrænset.

Landet har dødsstraf, og der er rapporter om tortur i landets fængsler.