USA indfører sanktioner mod Syriens Assad

USA's regering vil indføre sanktioner mod Syriens præsident for at stoppe overgreb på oppositionen

Den amerikanske regering har besluttet at indføre sanktioner mod Syriens præsident, Bashar al-Assad, for at få ham til at stoppe sine overgreb på prodemokratiske modstandere og gå i gang med at indføre et demokratisk system i landet.

Det siger en embedsmand i Washington til nyhedsbureauet AFP.

- Sanktionerne er et led i anstrengelser på at stoppe den syriske regerings vold mod befolkningen, og få den til at gå i gang med demokratiske reformer, siger kilden, der ikke vil have sit navn frem.

Den 30. april besluttede præsident Barack Obama at stoppe syriske finanstransaktioner og indefryse værdier tilhørende adskillige ledende medlemmer af styret i Damaskus.

Syriske sikkerhedsstyrker anklages for at slå hårdt ned på demonstranter, der i snart to måneder har protesteret mod Assads autoritære styre og krævet politiske og økonomiske reformer.

Onsdag blev mindst otte personer dræbt i en by tæt ved grænsen til Libanon.

Flere end 850 personer er ifølge menneskeretsorganisationer dræbt under opstanden mod Assad, mens flere end 8000 regeringsmodstandere er anholdt og fængslet.

Barack Obama holder torsdag en vigtig tale om opstandene i en række arabiske lande de seneste måneder, og iagttagere venter, at den amerikanske præsident formelt vil meddele sanktionerne mod Syrien i talen.