International domstol vil anholde Gaddafi

Anklageren ved Den Internationale Domstol vil anholde og retsforfølge den libyske Muammar Gaddafi

Chefanklageren ved Den Internationale Domstol (ICC) i Haag anmoder om, at Libyens leder, Muammar Gaddafi, anholdes for forbrydelser imod menneskeheden.

Også Gaddafis søn Saif al-Islam og chefen for den libyske efterretningstjeneste, Abdullah al-Senussi, er omfattet af den anholdelsesbegæring, som chefanklager Luis Moreno-Ocampo har udarbejdet.

- Kontoret har samlet direkte beviser for ordrer, som Muammar Gaddafi har udstedt, direkte beviser for, at Saif al-Islam har organiseret lejesoldater og direkte beviser for, at al-Senussi har deltaget i angreb mod demonstranter, siger Moreno-Ocampo.

Han tilføjer, at hans kontor også kan dokumentere, at de tre har holdt møder for at "planlægge operationer", og at Gaddafi har brugt sin "absolutte autoritet til at begå forbrydelser i Libyen".

Moreno-Ocampos anholdelsesbegæring kommer to og en halv måned efter, at FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution, der bemyndiger magtanvendelse til at beskytte civile imod overgreb fra regeringen i Libyen.

Det er hurtigt efter ICC-forhold, men det skyldes ifølge chefanklageren, at der har været global enighed om, at forbrydelserne i Libyen skal undersøges.

Dommerne i ICC skal nu afgøre, om Ocampo har samlet tilstrækkeligt med beviser til, at ICC kan udstede anholdelsesbegæringen.