Gaddafi på tv efter ugers skjul

Muammar Gaddafi lever stadigvæk i bedste velgående, viser indslag i libysk statsfjernsyn

Efter et længere fravær fra rampelyset dukkede diktator Muammar Gaddafi onsdag aften op på libysk statsfjernsyn.

Gaddafi optrådte i et flere minutter langt tv-klip, hvor han holdt møde med en gruppe stammeledere. Han talte ikke i udsendelsen.

Muammar Gaddafi har ikke vist sig offentligt i et par uger, hvilket har ført til spekulationer om, at han kunne være blevet såret i et Nato-angreb, som ramte hans hovedkvarter.

Ifølge de libyske myndigheder blev én af Gaddafis sønner dræbt i et angreb mod et hus, hvor Gaddafi også var til stede. Han slap dog angiveligt uskadt.

Gaddafis møde med stammelederne fandt sted på det eksklusive Tripoli-hotel Rixos, hvor også udenlandske journalister opholder sig.

Mødet fandt sted samtidig med, at lederen af oprørsbevægelsen er rejst til England for at drøfte mulighederne for yderligere støtte i kampen mod Muammar Gaddafi.

Mustafa Andel Jalil skal blandt andet mødes med premierminister David Cameron