Narko og juveler fundet i Ben Alis palads

En ransagning af et palads i Tunesien har afsløret adskillige ulovlige effekter fra præsident Ben Alis tid

Narkotika, ædelsten og arkæologiske effekter samt et skydevåben er fundet skjult i et palads i Karthago i Tunesien. Paladset tilhørte den detroniserede tunesiske præsident, skriver det officielle tunesiske nyhedsbureau, TAP, tirsdag.

Opdagelsen blev gjort af en national kommission, der har ansvaret for at efterforske korruption og underslæb i forbindelse med Zine El Abidine Ben Alis 23 år på præsidentposten.

Ben Ali blev væltet under en folkelig opstand i januar.

"Skattene", der blev fundet for tre dage siden, omfatter 40 gram pulver, som formentlig er narkotika, ædelsten, gemt i 169 kuverter, arkæologiske effekter af høj værdi og en amerikansk fremstillet maskinpistol, hedder det i en erklæring fra kommissionen.

Der blev også fundet 11.060 pund svarende til 90.000 danske kroner.

10. marts oplyste landets justitsminister, at der var fundet to kilo narkotika i præsidentens private kontor i Karthago.

Korruptionskommissionen har tidligere sagt, at den har fundet 27 millioner dollar (135 millioner kroner) i Ben Alis palads i velhaverforstaden Sidi Bou Said, nord for hovedstaden Tunis.

Inspektionen for nylig i paladset i Karthago er foregået med tilstedeværelse af repræsentanter for kulturministeriet, finansministeriet, præsidentens sikkerhedstjeneste, embedsmænd fra narkobekæmpelsen og juveleksperter, hedder det i erklæringen.

Ben Ali og hans kone Leila Trabelsi blev i maj anklaget for anslag mod statens interne sikkerhed samt drab og svindel.

I april sagde landets justitsminister, at regeringen forsøgte at få Ben Ali udleveret fra Saudi-Arabien, hvortil han var flygtet i midten af januar.