Voldsomme kampe brudt ud i Misrata

Misrata frygter brændstofmangel efter bombardement af oliedepot. Oprørere begynder ifølge tv at overgive sig

Et oliedepot blev tidligere søndag sprunget i luften i Misrata. (Foto: AP)
Et oliedepot blev tidligere søndag sprunget i luften i Misrata. (Foto: AP)

Nye, heftige kampe brød søndag ud mellem oprørere og libyske regeringsstyrker lidt uden for den oprørskontrollerede by Misrata i det vestlige Libyen.

Regeringsstyrker har tilsyneladende optrappet deres angreb på byen, hvorfra oprørere i det vestlige Libyen får deres forsyninger.

En oprørstalsmand siger, at Gaddafis styrker skjuler sine kampvogne i bygninger og gemmer artilleriet under træer samtidig med, at de skyder fra tæt befolkede områder og nær moskéer.

Det gør det vanskeligt for Nato-fly at ramme disse mål, siger talsmanden.

En tyk sort røgsky hænger stadig over Misrata, efter at Muammar Gaddafis styrker dagen inden havde bombet fire fulde olietanke i byen.

Det har fået indbyggere til at holde i lange køer ved benzinstationerne af frygt for at løbe tør for brændstof.

En oprører påpeger, at Gaddafis styrker kun har bombet de olietanke, der var fulde.

- Nogen har udpeget præcis, t hvor brændstofdepoterne er. Det betyder, at der er en femte kolonne i byen, der samarbejder med Gaddafi, siger oprøreren, Ahmad Monthasser.

Længere vestpå, mod grænsen til Tunesien, er der meldinger om, at 20.000 mennesker er flygtet fra byerne Zintan og Wazin, der lørdag blev angrebet med granater.

Samtidig meddeler Libyens statsstyrede tv, at grupper af oprørere i Misrata har overgivet sig til regeringsstyrker.

Det er ikke oplyst præcis, hvor mange det drejer sig om.

En militær talsmand siger til tv-stationen, at nogle af dem, der har overgivet sig, er kommet med "tilståelser", der er optaget og vil blive vist på tv.