Danske fly bomber libyske våbendepoter

Det seneste døgn har danske F-16-fly været på to missioner over Libyen. Målene har været ammunitionsdepoter

Det danske flyvevåben har igen været på mission i luftrummet over Libyen. Det seneste døgn har danske F-16-fly således været på to missioner i det krigshærgede land.

Målene var ammunitionsdepoter i områder syd for byerne Sirte og Yafran, hvor der i alt blev anvendt 16 præcisionsbomber. Det oplyser Flyvertaktisk Kommando.

Der er nu gennemført 163 danske missioner i Libyens luftrum, hvoraf de 162 har været luft-til-jord missioner, mens en enkelt har været en luft-til-luft mission.

De danske F-16-fly har i alt smidt 347 bomber over Libyen.

Lørdag brød Libyens hær flyveforbuddet, da nogle minifly ifølge oprørerne kastede bomber mod olietanke nær den belejrede oprørsby Misrata.

Bombeangrebet fik olietankene til at bryde i brand, og ilden har spredt sig til fire andre tanke.

Ifølge en oprørstalsmand brugte regeringshæren små fly af den type, der normalt bruges til at sprede pesticider over marker.

Angrebet var rettet mod området Qasr Ahmed nær byens havn, og før bomberne faldt, underrettede oprørerne Nato, som opretholder en flyveforbudszone over Libyen. Men ifølge oprørerne kom der ikke noget svar fra Nato.

Lørdag har der også været kampe mellem oprørere og Gaddafi-styrker nær Libyens grænse til Tunesien. Ifølge tunesiske embedsmænd landede fire granater i forbindelse med kamphandlingerne på den tunesiske side af grænsen.