Taliban angriber guvernør i Kandahar

Militante skyder raketter mod guvernørkontor i Kandahar, få dage efter Taliban advarede om forårsoffensiv

Med granater og skydevåben er militante talibanere gået til angreb mod guvernørens kontor i Kandahar.

- De skyder stadig med håndvåben. Indtil videre er der affyret to raketdrevne granater mod bygningen. Den nordlige og østlige side af bygningen er under direkte angreb, siger provinstalsmand Zalmay Ayubi til nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at der er meldinger om sårede ved angrebet, men det er endnu uklart hvor mange.

- Jeg har ikke hørt om dræbte endnu, siger talsmanden.

I en meddelelse har Taliban-bevægelsen taget skylden for angrebet.

Læs også: 'Sporet er varmt': Osamas efterfølger jagtes

Et øjenvidne siger til nyhedsbureauet Reuters, at bevæbnede mænd har søgt tilflugt i et femetagers indkøbscenter, hvorfra de skyder mod sikkerhedsstyrker ved guvernørens kontor.

Angrebet kan være starten på den 'forårsoffensiv', som Taliban bebudede i sidste uge, og som skulle indebære en optrapning af angrebene mod udenlandske styrker og afghanske regeringsrepræsentanter.

Det er samtidig det første større angreb, siden Al-Qaeda-leder Osama bin Laden blev dræbt under en amerikansk specialoperation i Pakistan.

Taliban har advaret om, at bin Ladens død vil medføre 'styrket og udbredt krig' mod USA og dets allierede.

Læs også: Islamister: Død over USA

Der er omkring 130.000 udenlandske soldater i Afghanistan, hvoraf to tredjedele er amerikanere.

Kandahar er en af de provinser i Afghanistan, hvor Taliban står stærkest.

De udenlandske styrker siger, at området er blevet sikrere efter flere måneders kamp mod Taliban.

Men i sidste måned undslap 500 Taliban-fanger fra et fængsel i Kandahar, hvor de ydmygede fængselsvæsnet ved at stikke af gennem en enorm tunnel, de havde gravet.

Ligeledes i sidste måned blev provinsens politichef dræbt, da han blev angrebet af en person forklædt i politiuniform.