WikiLeaks afslørede Osamas skjulested

De amerikanske specialstyrker fik måske travlt med at slå til mod terrorlederen efter læk af hemmeligstemplede dokumenter, der omtalte den pakistanske by, hvor bin Laden blev dræbt

Osama bin Laden skjulte sig i dette hus i byen Abbottabad i Pakistan. Foto: AP
Osama bin Laden skjulte sig i dette hus i byen Abbottabad i Pakistan. Foto: AP

Den omstridte organisation WikiLeaks kan være den direkte årsag til, at amerikanske specialstyrker fik travlt med at slå til mod al-Qaeda-lederen Osama bin Laden i hans skjulested i byen Abbottabad i Pakistan.

Den amerikanske præsident Barrack Obama har fortalt, at han fik efterretninger om, at man havde lokaliseret terrorlederens skjulested allerede i august sidste år, men det var først i mandags, at man valgte at slå til mod huset.

Læs også: Bin Laden boede i villa i op til seks år

Det falder sammen med, at WikiLeaks inden for den seneste uge har offentliggjort knap 770 hemmeligstemplede dokumenter fra Guantánamobasen, der både omtaler navne på bin Ladens personlige kurerer og den pakistanske by, hvor terrorlederen nu er blevet dræbt. Det skriver Politiken.

Presset til aktion
På den baggrund mener militæranalytiker Lars Bangert Struwe fra Center for Militære Studier, at det er sandsynligt, hvis lækagerne fremskyndede det dødbringende angreb:

- Det kan have presset amerikanerne til at speede aktionen voldsomt op for at undgå, at Osama bin Laden kunne nå at flygte. For når først det bliver kendt i al-Qaeda-kredse, at amerikanerne ligger inde med navne og interesserer sig for byen, hvor lederen skjulte sig, må det tænde alle advarselslamper, siger han til Politiken.

Læs også:Hjemme hos Osama bin Laden

WikiLeaks har det seneste år været stærkt kontroversielt, fordi det ifølge kritikere lækker hemmelige oplysninger uden nærmere at gennemtænke konsekvenserne. I det konkrete tilfælde kan det have betydet, at Osama bin Laden havde nået at stikke af.

Spørg Pentagon
Talsmand Kristinn Hrafnsson fra WikiLeaks har dog svært ved at se, hvorfor Guantánamorapporterne skulle være 'særligt sensitive':

- Dokumenterne rummer mange informationer af tvivlsom natur, mange af dem må formodes at være opnået ved hjælp af tortur, mange af oplysningerne er ukorrekte og inkonsistente. Jeg har ikke set nogen dokumentation for, at der er en sammenhæng mellem offentliggørelse af disse oplysninger og aktionen mod Osama bin Laden. Men jeg er ikke den rette at spørge. Spørg i Pentagon, siger Kristinn Hrafnsson til Politiken.