Butikschef redder 100 kunder fra tornado

USA blev i weekenden hærget af talrige tornadoer. Mindst 45 personer meldes dræbt i flere delstater

Et luftfoto viser, at tornadoen påførte byggemarkedet store ødelæggelser. (Foto: AP)
Et luftfoto viser, at tornadoen påførte byggemarkedet store ødelæggelser. (Foto: AP)

Først stirrede butikschef Bobby Gibson betaget på den mørke sky, som med foruroligende hast nærmede sig byggemarkedet Lowe's i Sanford i den amerikanske delstat North Carolina. Men så gik det op for ham, at der var tale om en kæmpe tornado.

– Vi kunne se skyen bevægede sig hen over parkeringspladsen med retning mod butikken. Det lignede glinsende dug, men var i virkeligheden en mur af regn og vragrester, fortæller Bobby Gibson til tv-stationen MSNBC.

Mindst 45 mennesker mistede i weekenden livet, da snesevis af tornadoer ramte USA. Men dødstallet kunne have været langt højere, hvis ikke Bobby Gibson havde reageret med stor beslutsomhed.

– Jeg handlede rent instinktivt. Vi havde cirka 90 sekunder til at få alle i sikkerhed bag i bygningen, fortæller Gibson, som sammen med sine ansatte fik gennet de cirka 100 kunder ned i hjørnet, hvor bygningskonstruktionen var stærkest. Det forhindrede formentlig en katastrofe.

– Deres hurtige reaktion reddede os. Da vi nåede ned i det sikre område og havde smidt os på gulvet, havde vi kunne fem sekunder tilbage, siger kunden Gary Hendricks til tv-stationen.

Sekunder senere blev den skrøbelige stålkonstruktion revet i småstykker, da tornadoen rullede hen over bygningen. Da stormen havde passeret, var byggemarkedet smadret til ukendelighed, men alle kunder og ansatte overlevede episoden.

Tusindvis af boliger smadret
Det voldsomme uvejr hærgede i weekenden syv stater i det sydlige USA, hvor myndighederne nu er ved at opgøre skaderne. Det foreløbige dødstal er på 45 personer, mens tusindvis af boliger, biler og lastbiler, blev ødelagt i stormen.

Værst ramt er staterne North Carolina, Arkansas og Alabama, hvor de fleste omkomne er fundet efter tornadoernes hærgen. Den værst ramte by er hovedstaden Raleigh, North Carolina, hvor snesevis af boliger, forretninger og fabrikker er ødelagte.

Det voldsomme uvejr begyndte sent torsdag i staten Oklahoma og spredte sig fredag og lørdag til de øvrige stater.