Dræbte kameler som optakt til WTC-terror

Anklageskrift mod Khalid Sheik Mohammed afslører, hvordan al-Qaeda forberedte sig til terrorangrebet på USA i 2001

Forberedelserne til angrebet på World Trade Center gik i gang to år før terrorhandlingen, som kostede knap 3000 mennesker livet. (Foto: AP)
Forberedelserne til angrebet på World Trade Center gik i gang to år før terrorhandlingen, som kostede knap 3000 mennesker livet. (Foto: AP)

Bevæbnede med kortbladede knive lærte en snes udvalgte unge arabiske mænd i en al-Qaeda-lejr i Afghanistan, hvordan man hurtigt og effektivt skærer halsen over på får og kameler.

Det var en del af træningen forud for kapringen af fire amerikanske passagerfly den 11. september 2001, hvor de små knive skulle bruges til at tage kontrol over flyvemaskinerne, der skulle ramme World Trade Center i New York og Pentagon i Washington.

Det fremgår af et hidtil lukket anklageskrift mod Khalid Sheik Mohammed, som afventer retssag i Guantanamo-lejren. Det 80 sider lange dokument giver et sjældent indblik i anklagerens sag mod manden, som menes at have planlagt terrorangrebet, der kostede 2976 mennesker livet.

Maksimal død og ødelæggelse
Anklageskriftet beskriver, hvordan flere topfolk i terrornetværket al-Qaeda – heriblandt Osama bin Laden og Khalid Sheik Mohammed – tilbage i begyndelsen af 1999 mødtes i Afghanistan for at planlægge et terroranslag mod USA, som skulle forårsage 'maksimal død og ødelæggelse'.

– Sidst i august 2001 blev Osama bin Laden orienteret om, at angrebet var nært forestående, hedder det i dokumentet.

Det fulde anklageskrift kan ses her.

Anklageskriftet er en faktuel gennemgang af sagen mod Khalid Sheik Mohammed, som angiveligt var yderst aktiv i forberedelser til terroranslaget. For eksempel var han ifølge anklagerne selv med til at udvælge og træne mændene, som skulle kapre passagerflyene.

– Han lærte dem, hvordan de kunne skjule de små knive på kroppen, så de ikke blev opdaget i sikkerhedskontrollen, hævder anklagemyndigheden.

Lærte at flyve på skole i USA
De 19 kaprerne fik hurtigt kontrol over de fire fly ved at snitte halsen over på flyvepersonale og indtage cockpittet. Flere kaprere havde i månederne forinden trænet i flyvesimulatorer og taget flyvetimer på flyveskoler i USA.

Khalid Sheik Mohammed havde indskærpet, at kaprerne skulle være klædt i vestligt tøj og være barberede, når de skulle ombord på flyene. Han havde også instrueret dem i, at de ikke måtte medbringe islamisk litteratur, da det kunne vække lufthavnsmyndighedernes mistanke, hvis deres kufferter blev undersøgt.

Læs: Se nye billeder af angrebet

To af de kaprede fly ramte World Trade Center, et tredje fly ramte det amerikanske forsvarsministerium Pentagon, mens det fjerde fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania, da flyets passagerer heroisk satte sig til modværge.

For retten på Guantanamo
Anklageskriftet stammer fra december 2009, hvor den amerikanske justitsminister Eric Holder netop havde meddelt, at han ville stille Khalid Sheik Mohammed og fire andre medtiltalte for en civil domstol i New York. Den beslutning har Holder siden fortrudt. Han meddelte mandag, at de fem mænd nu vil blive stillet for en militær domstol i Guantanamo-lejren.

Ni af de ti tiltalepunkter mod Khalid Sheik Mohammed og de fire medtiltalte, Walid bin Attash, Ramzi bin Al-Shibh, Ali Abdul Aziz Ali og Mustafa Al-Hawsawi, kan medføre dødsstraffen. Der er endnu ikke sat en dato for retssagen mod de fem mænd, oplyser Associated Press.