Lig fundet to år efter Air France-styrt

Nogle af dødsofrene fra det Air France-flystyrt, der kostede 228 mennesker livet, er fundet i Atlanterhavet

48-årige Christiane Zeuthen fra Sønderjylland var ombord på Air France-flyet, der styrtede ned. (Foto: Privatfoto)
48-årige Christiane Zeuthen fra Sønderjylland var ombord på Air France-flyet, der styrtede ned. (Foto: Privatfoto)

Vragdele fra et forulykket Air France-fly, der er fundet i Atlanterhavet, indeholder nogle af ligene af ofrene for ulykken.

Flyet styrtede ned efter at være lettet fra Rio de Janeiro i Brasilien med kurs mod Paris i juni 2009. Blandt de 228 ofre var også en dansk kvinde.

I vragdele, der blev fundet søndag, ligger der stadig lig. Det viser de billeder, undervandskameraer har taget.

- Der er stadig nogle lig i den sektion, der er fundet, siger Frankrigs transportminister, Nathalie Koscuisko-Morizet.

Hun tilføjer, at det formentlig vil være muligt at foretage 'nogle identifikationer.

- Ikke alt er eksploderet. Der er en del af kabinen, og i denne del af kabinen er der fundet lig, siger hun til fransk radio.

Det efterforskningshold, der har fundet vraget, har sagt, at det vil offentliggøre billeder fra stedet senere mandag.

Lederen af efterforskningen, Jean-Paul Troadec, siger, at der er håb om at finde flyets sorte bokse, der forhåbentlig kan give en forklaring på, hvad der forårsagede styrtet.

Flyet forulykkede under et uvejr, og ligene af de fleste ofre er aldrig blevet bjærget.

Det område, hvor flyet styrtede ned, ligger langt ude i Atlanterhavet, og det undersøiske terræn er fyldt med både bjerge og dale, der har besværliggjort eftersøgningen, siger franske myndigheder ifølge tv-stationen CNN.