Sønner vil afsætte Gaddafi

To af Gaddafis sønner vil indføre demokrati - på deres fars bekostning

38-årige Seif al-Islam er klar til at overtage magten i Libyen efter sin far Muammer Gaddafi. (Foto: AP)
38-årige Seif al-Islam er klar til at overtage magten i Libyen efter sin far Muammer Gaddafi. (Foto: AP)

Mindst to af Muammar Gaddafis sønner er klar til at afsætte deres far, skriver New York Times. Det er sønnerne Seif og Saadi al-Islam, der der er klar til at indføre demokrati i Libyen med 38-årige Seif al-Islam i spidsen.

- De vil begge arbejde for en udvikling i landet uden deres far. Hvis de får grønt lys, vil de bringe landet videre hurtigt, sagde en kilde tæt på sønnerne søndag.

Og noget tyder på, at en ændring er på vej. Flere medier rapporterer nemlig, at Muammar Gaddafi er overvejende positiv overfor det mulige generationsskifte i Libyen.

Årelange kampe
Seif al-Islam har vist sig som en stor støtte for Muammar Gaddafi under urolighederne i Libyen. Sammen har de marcheret i flere optog, hvor Seif al-Islam har truet med at udrydde oprørerne.

Selv om forholdet mellem far og søn har fremstået som rosenrødt, har det ikke altid været sådan. Ifølge New York Times har forholdet mellem de to været problemfyldt i en længere årrække, da Seif al-Islam Gaddafi skiftevis har presset på for politiske reformer og derefter trukket sig tilbage.