Uro ulmer i Afghanistan efter angreb på FN

Dagen efter blodigt angreb på FN angriber oprørere base i Kabul. Nye protester mod koran-afbrænding

Dagen efter vrede afghanere dræbte syv FN-ansatte, var der lørdag nye angreb. Kabul var skueplads for et selvmordsangreb, og i den sydlige by Kandahar blev der på ny demonstreret mod en amerikansk præsts afbrænding af Koranen.

Taliban siger, at de ikke har nogen andel i fredagens angreb på FN's kontor i Mazar-i-Sharif. Den lokale guvernør og FN mener, at det var provokatører blandt demonstranterne, der hidsede folkemængden op.

- Taliban har ikke noget med dette at gøre. Det var ansvarlige muslimers rene handling, siger Talibans talsmand, Zabihuillah Mujahid.

I Kabul forsøgte burka-klædte oprørere lørdag morgen at angribe en base for den internationale styrke.

- To af dem sprængte sig selv i luften i Camp Phoenix, en blev skudt, og en fjerde, som forsøgte at flygte i en burka, blev uskadeliggjort af sikkerhedsstyrkerne, siger chefen for Kabuls kriminalpoliti, Mohammad Zahir.

I Kandahar, der er Talibans højborg, gik op mod 1000 mennesker på gaden for at demonstrere mod Vesten og afbrænding af Koranen, skriver nyhedsbureauet AFP. Et lokalt hospital oplyser, at det har modtaget fire dræbte, og de bærer tegn på at være pryglet og ramt af sten.

Den famøse koran-afbrænding fandt sted i den amerikanske stat Florida den 20. marts. Her overværede præsten Terry Jones sammen med 50 andre kirkegængere en afbrænding af Koranen.

Jones skabte furore og internationale fordømmelse, da han sidste år meddelte, at han agtede at foretage en offentlig afbrænding af Koranen. Han udsatte sin plan, efter den amerikanske regering advarede ham om konsekvenserne.

Jones siger til britiske BBC, at han ikke føler sig skyldig i, at syv FN-folk, heriblandt en nordmand og en svensker, og fem lokalt ansatte blev dræbt i Mazar-i-Sharif af demonstranter.

- Vi er ikke ansvarlig for deres handlinger, mener han.