Journalist udsat for sexovergreb i Egypten

CBS News-journalisten Lara Logan, 39, blev tævet og sexmisbrugt under festlighederne på Tahrir-pladsen

Lara Logan, 39, var i Egypten for at dække demonstrationerne for CBS News, da hun blev sexoverfaldet af en gruppe mænd. Her ses hun på Tahrir-pladsen kort før overgrebet. (Foto: CBS News)
Lara Logan, 39, var i Egypten for at dække demonstrationerne for CBS News, da hun blev sexoverfaldet af en gruppe mænd. Her ses hun på Tahrir-pladsen kort før overgrebet. (Foto: CBS News)

Mens egypterne i sidste uge fejrede præsident Hosni Mubaraks afgang, gennemlevede den sydafrikanske stjernejournalist Lara Logan, 39, sit livs mareridt.

Den blonde CBS News-korrespondent blev tævet og sexmisbrugt, mens hun fredag aften dækkede jubelscenerne på Tahrir-pladsen, oplyser den amerikanske tv-station i en pressemeddelelse.

Lara Logan var i gang med at dække de historiske begivenheder for tv-programmet '60 Minutes', da hun blev omringet af en gruppe på mere end 200 personer.

Logan blev adskilt fra resten af tv-holdet og sikkerhedsvagter, hvorefter hun ifølge CBS blev udsat for et 'brutalt og vedvarende seksuelt overgreb'.

Reddet af egyptiske kvinder
Mareridtet stoppede først, da en gruppe kvinder og omkring 20 egyptiske soldater kom den chokerede journalist til undsætning.

– Hun blev derefter genforenet med resten af tv-holdet, vendte tilbage til hotellet og tog det første fly hjem til USA næste morgen, oplyser CBS.

– Hun er i øjeblikket indlagt på hospitalet, hvor hun er i bedring og vil komme sig ovenpå episoden, meddeler tv-stationen, som afviser yderligere kommentarer til sagen.

Anklaget for at være spion
Lara Logan og hendes tv-hold havde otte dage før episoden på Tahrir-pladsen været tilbageholdt af de egyptiske myndigheder, som anklagede hende for at være israelsk spion.

Adskillige udenlandske journalister, som dækkede urolighederne i Egypten, har rapporteret, at de blev udsat for både vold og chikane, mens de passede deres arbejde.

Logan er født i Durban, Sydafrika, hvor hun fik sin uddannelse som journalist i 1992. Hun har de seneste år arbejdet som udenrigskorrespondent for CBS, som er en af USA's største tv-stationer.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere