1000 evakueret fra oversvømmelser

Australien er ramt af de værste oversvømmelser i årtier

Den australske delstat Queensland er ramt af massive oversvømmelser. (Foto: AP/Jono Searle)
Den australske delstat Queensland er ramt af massive oversvømmelser. (Foto: AP/Jono Searle)

Queensland i det nordøstlige Australien er ramt af de værste oversvømmelser i årtier.

Foreløbig er 1000 mennesker evakueret, heriblandt hele byen Theodore, skriver britiske BBC.

Alle bygninger bortset fra byens politistation er oversvømmet.

Theodore og 37 andre byer er af den australske regering erklæret i undtagelsestilstand.

Flere end 1000 beboere i de værst ramte områder er evakueret. Adskillige med hjælp af militærhelikoptere.

- Mange oplever vandstande i floder og vandløb, de ikke har set nogen sinde tidligere. Og det kan blive værre endnu, advarer premierminister Julia Gillard.

Hun har oprettet en offentlig hjælpefond med foreløbig seks millioner kroner af statens penge, og opfordret befolkningen til også at yde bidrag.

Vandstanden i Theodore er steget mere end 50 cm over den seneste rekord, og oversvømmelserne, der ventes helt at ødelægge høsten i området, har angiveligt endnu ikke toppet.