Flyselskab dømt skyldig i Concorde-styrt

Continental Airlines og en mekaniker dømmes skyldige i uagtsomt manddrab ved Concorde-flys styrt i 2000

Continental Airlines og en flymekaniker er blevet dømt skyldige i uagtsomt manddrab ved Concordestyrtet i 2000. (Foto: AP)
Continental Airlines og en flymekaniker er blevet dømt skyldige i uagtsomt manddrab ved Concordestyrtet i 2000. (Foto: AP)

En fransk domstol har dømt Continental Airlines skyldig i, at et Concorde-fly styrtede og 113 omkom i 2000.

Domstolen siger, at Continental Airlines og en mekaniker, der var ansat i selskabet, er skyldig i uagtsomt manddrab.

Concorde-flyet styrtede ned kort efter start i Paris efter at være ramt af metaldele, som var tabt af et fly fra Continental Airlines.

Det betød afslutningen for det fransk-britiske overlydsfly.

Concorde-maskinen var lettet fra Charles de Gaulle-lufthavnen. På startbanen ramte det en metalgenstand, som fik flyets hjul til at punktere. Gnister antændte tanke under flyets vinger, og da det var oppe i luften, var det omspændt af flammer og styrtede ned og ramte et hotel.

Det var et DC10-fly fra Continental Airlines, som havde tabt en metalgenstand, der faldt ned på startbanen.