Israel kæmper mod voldsom skovbrand

Internationale brandslukningsfly er ankommet til Israel for at hjælpe med at nedkæmpe voldsom skovbrand. Se billeder fra skovbranden her

Mange tusinde er blevet evakuerede på grund af den største skovbrand i Israels historie. (Foto: AP)
Mange tusinde er blevet evakuerede på grund af den største skovbrand i Israels historie. (Foto: AP)

Brandslukningsfly fra fire lande er fredag fløjet til Israel for at hjælpe med at nedkæmpe en voldsom skovbrand tæt på byen Haifa i det nordlige Israel. Branden har indtil videre kostet over 40 mennesker livet og medført en masseevakuering af beboere i området.

Anden slukningshjælp er også på vej, mens Israel kæmper med at få kontrol over den værste skovbrand i landets historie. Brand- og redningstjenesterne er kommet til kort.

- Branden er fortsat ikke under kontrol, og en forkert vindretning forværrer situationen, siger chefen for Israels brandvæsen, Shimon Romah, til Israel Radio.

Mindst 40 mennesker er foreløbig omkommet ved branden. Alle omkomne var fængselsvagter ifølge israelsk politi. De befandt sig i en bus på vej mod et fængsel i det brændende skovområde, hvor de skulle hjælpe med at evakuere fangerne.

Branden har hærget Carmen-området hele torsdag og er fredag formiddag stadig ude af kontrol, siger brandfolk og redningsmandskab.

Flere end 12.000 mennesker er evakueret fra byer og landsbyer i området, hvor flammerne truer deres boliger.

Israelsk radio oplyser, at branden allerede har hærget flere hundrede hektarer, og at et stort opbud af brandmandskab er sendt til området for at nedkæmpe ilden.

Under et besøg i området, appellerede den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, om international hjælp til at slukke branden. "Det er en katastrofe uden sidestykke i Israels historie," sagde han.

Aviser skriver, at eksperter gennem længere tid har advaret mod, at brandmandskaber mangler tilstrækkeligt udstyr til at kunne klare større brande, hvilket kan få fatale konsekvenser under en krig

'I går viste det sig, at Israel på hjemmefronten ikke er forberedt på krig eller et omfattende terrorangreb', skriver Haaretz i fredagens forsidekommentar.