Frygt for græsk al-Qaeda samarbejde

De græske myndigheder mistænker ekstrem venstrefløjsgruppe for at stå bag ti brevbomber i Europa

Græsk antiterror politi har foreløbig anholdt to personer i forbindelse med de mange brevbomber. (Foto: AP)
Græsk antiterror politi har foreløbig anholdt to personer i forbindelse med de mange brevbomber. (Foto: AP)

Revolutionære ventreorienterede anarkister står bag de seneste dages brevbomber.

Det mener Dr. Athanasios Drougos, lektor i terrorisme og efterretningstjenester ved det græske militærakademi.

De formodede gerningsmænd menes at tilhøre gruppen 'The Conspiracy of the Cells of Fire'. Gruppen har været aktiv siden urolighederne i Athen i 2008.

'The Conspiracy of the Cells of Fire' har proklameret, at Grækenland er i en pre-revolutionær tilstand, og gruppens erklærede mål er at starte et folkeligt oprør under den nuværende sociale og økonomiske krise i landet.

- Det lader til, at brevbomberne kommer fra unge mennesker i træning. De modtager paramilitær træning, og lige nu afprøver de deres færdigheder. De forbereder noget mere alvorligt, siger Dr. Athanasios Drougos ifølge BBC.

Deler mål med al-Qaeda
De revolutionære anarkister har foreløbig ingen kendt forbindelse til al-Qaeda, men ifølge Dr. Athanasios Drougos er de amerikanske efterretningstjenester bekymrede for, at der kan opstå et samarbejde mellem anarkisterne og islamiske organisationer, da de har et fælles mål.

De græske myndigheder understregede tirsdag, at de ti brevbomber mod ambassader i Grækenland og regeringschefer i Europa ikke har forbindelse til al-Qaeda.

Mandag anholdt politiet to formodede medlemmer af den anarkistiske organisation, og tirsdag udsendte myndighederne billeder af fem andre mistænkte personer i alderen 21 til 30 år.

- Vi vil slå hårdt ned på dem, der forsøger at ryste den offentlige ro og orden med terrorhandlinger og ødelægger vores ry i udlandet, siger Grækenlands premierminister, George Papandreou.

Læs også: Græsk politi frigiver billeder af mistænkte

Bomber til flere EU-ledere
Sent tirsdag aften fandt italiensk politi en mistænkelig pakke om bord på et fly adresseret til ministerpræsident Silvio Berlusconi.

Flyet, der var på vej til Paris og Lyon, blev omdirigeret til Bologna, da det kom frem, at der kunne være en pakkebombe om bord.

Oplysningerne kom oven på en bølge af pakkebomber i Grækenland.

Tirsdag eftermiddag detonerede politiet to mistænkelige pakker i Athens lufthavns fragtterminal. Pakkerne, der var stilet til Europol og EU-domstolen, viste sig at indeholde sprængstof.

Tidligere på dagen eksploderede to mindre bomber ved de russiske og schweiziske ambassader i Athen, og en pakkebombe blev sendt til Tysklands kansler, Angela Merkel. Den blev dog opdaget på postkontoret, inden den nåede frem til kansler-kontoret.

Særlig opmærksomhed på pakker
Mandag opdagede græsk politi brevbomber adresseret til den franske præsident Nicolas Sarkozy, den belgiske ambassade, den hollandske og mexicanske ambassade.

Motivet for brevbomberne kan være, at EU har pålagt Grækenland en hård sparekurs som følge af den økonomiske krise.

De mange brevbomber har fået de græske myndigheder til at suspendere al post ind og ud af Grækenland i 48 timer.

Herhjemme har Politiets Efterretningstjeneste kontaktet relevante myndigheder for at sikre, at der indtil videre udvises særlig opmærksomhed i forbindelse med modtagelse og håndtering af pakker og andre forsendelser.

Foreløbig er ingen kommet til skade.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen