Storm truer Den Mexicanske Golf

Olieulykken i Den Mexicanske Golf kan blive meget værre, når en tropisk storm lørdag rammer området. Vi har ikke noget manuskript for dette her, siger kystvagt

En storm nærmer sig den Mexicanske Golf, hvor udslippet hærger. (Foto: Nasa)
En storm nærmer sig den Mexicanske Golf, hvor udslippet hærger. (Foto: Nasa)

Det kan lørdag gå fra slemt til værre med olieudslippet i Den Mexicanske Golf, for meteorologerne varsler lørdag den første tropiske sommerstorm.

- Dette vil være første gang, og der er ikke noget manuskript til dette her, siger lederen for kystvagten, Thad Allen, til CNN.

Stormen kan sprede den enorme oliepøl, der i to måneder er blevet større og større og for alvor forurener strandene i de amerikanske delstater Louisiana, Mississippi, Alabama og Florida.

USA's nationale orkancenter siger, at det "første tropiske lavtryk" i orkansæsonen er under opbygning i den vestlig del af Caribien, og at en tropisk storm vil bevæge sig ind i Den Mexicanske Golf senere lørdag.

Katastrofalt
Navnlig for Florida er det katastrofalt. Staten er et af USA største turistområder med 80 millioner besøgende om året, og torsdag skyllede den første olie op på strandene.

Der er indført badeforbud i staten fra det vestlige Florida til østsiden af Pensacola Beach.

Olien er strømmet ud i havet siden en ulykke på BP's boreplatform Deepwater Horizon den 20. april. Det fik fredag olieselskabets aktier til at falde til det laveste niveau i 13 år. Værdien af BP's aktier er halveret siden ulykken.