Jordskælv ryster Solomon-øerne

Der er ingen fare for en tsunami, siger varslingscenter i Stillehavet, efter et jordskælv på 6,9 på richterskalaen rammer ud for Solomon-øerne

Et kraftigt jordskælv, der er målt til 6,9 på richterskalaen, rystede lørdag Solomon-øerne i det vestlige Stillehav, oplyser USA's geologiske institut.

Der er ikke meldt om tsunamier i området.

Jordskælvet lå i 30 kilometers dybde og havde sit epicenter sydvest for Kira Kira på øen Makira.

Rystede også i januar
Stillehavets tsunami-varslingscenter siger, at der på baggrund af de historiske erfaringer med jordskælv ikke er fare for en tsunami.

Men varslingscentret tilføjer, at jordskælv af den samme styrke som ved Solomon-øerne "lejlighedsvis udløser lokale tsunamier, der kan være ødelæggende langs kyster, der ligger inden for 100 kilometer fra epicenteret".

Solomon-øerne oplevede i januar en stribe jordskælv. Det kraftigste af dem var 7,2 på richterskalaen, og det udløste en 2,5 meter høj tsunamibølge.