Seks Nato-soldater dræbt i Afghanistan

Seks Nato-soldater har mandag mistet livet i Afghanistan. Det gør juni måned til en af de værste for den internationale styrke i det uroplagede land

Juni måned ser ud til at blive en af de mest drabelige for den internationale Nato-styrke i Afghanistan. Mandag mistede seks soldater livet i det sydlige Afghanistan.

Dermed er Natos tabstal for juni oppe på 26 soldater, hvilket tæller to danske soldater. Det gør juni til en af de værste for Nato, efter Nato gik ind i Afghanistan i 2001.

Tre australske og en amerikansk soldat blev mandag dræbt i et helikopterstyrt, mens to andre soldater, hvis nationalitet endnu ikke er oplyst, blev dræbt i to separate bombeangreb. Ifølge Australien var helikopterstyrtet ikke forsaget af fjendtlig beskydning.

Det høje tabstal kommer efter, at Nato på det seneste har øget presset på Taliban i Afghanistan. Nato håber, at man ni år efter invasionen af landet for alvor kan presse den islamiske bevægelse tilbage.

Taliban står især stærkt i den sydlige del af landet, hvor de danske styrker også er udstationeret.

To danske soldater blev mandag morgen, lokal tid, lettere såret i Afghanistan, da de kørte på en vejsidebombe i Helmand-provinsen. Tidligere på måneden mistede to andre danskere livet ved to vejsidebomber.

281 Nato-soldater har indtil videre mistet livet i 2010, viser en opgørelse, der føres af den uafhængige hjemmeside icasualties.org.