Kirgistan: Præsidentsøn er uroens bagmand

Det er sønnen af Kirgistans nyligt afsatte præsident, der står bag urolighederne i landet, hævder regeringen

Kirgistans overgangsregering er ikke i tvivl om, hvem der står bag de uroligheder, der de seneste dage har kostet mindst 170 mennesker livet i det fattige, centralasiatiske land.

Bagmanden, siger regeringen, er Maxim Bakijev, søn af landets afsatte præsident, og han har angiveligt betalt 10 millioner dollar for at få sat gang i volden.

- Dette var alt sammen velorganiseret, og "tegnebogen" bag disse uroligheder er Maxim Bakijev, der begyndte at finansiere urolighederne tilbage i april, siger Kirgistans vicepræsident Almasbek Atambajev på et pressemøde.

Bakijev, søn af den afsatte præsident Kurmanbek Bakijev, blev anholdt af de britiske myndigheder efter at være landet med et privatfly i England, oplyste kirgisiske embedsfolk mandag.

Kirgistan vil kæmpe for at få den tidligere præsidentsøn udleveret til retsforfølgelse.

- Vi håber, at Storbritannien vil udlevere Maxim Bakijev. Han er involveret i internationale forbrydelser forbundet med hvidvask af penge, siger Atambajev.

Overgangsregeringen i Kirgistan, der blev indsat efter at præsident Bakijev i april blev tvunget til at flygte ud af landet, er ved at efterforske sønnens aktiviteter. Maxim Bakijev mistænkes blandt andet for korruption i forbindelse med levering af brændstof til USA's militærbase i landet.