Filminstruktør kalder BP for 'tåber'

Olieselskabet har takket nej til hjælp fra den Oscar-vindende instruktør James Cameron

Filminstruktør James Cameron har stor ekspertise på dybt vand, men BP vil ikke gøre brug af den. (Foto: AP)
Filminstruktør James Cameron har stor ekspertise på dybt vand, men BP vil ikke gøre brug af den. (Foto: AP)

- De tåber ved jo ikke, hvad de laver.

Filminstruktør James Cameron, der bl.a. står bag megasucceserne 'Terminator', 'Titanic' og 'Avatar', har ikke meget tilovers for olieselskabet BP's håndtering af oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf.

- I løbet af de seneste uger har jeg, som vi alle har, med stigende gru set, hvad der er sket i Golfen og tænkt, at de tåber ved ikke, hvad de laver, sagde James Cameron ved en teknologikonference.

James Cameron har flere gange brugt undervandsrobotter i sine film, og han anses for at være en ekspert på området.

Han har derfor tilbudt sin ekspertise til BP, men olieselskabet har ifølge Cameron afslået hjælpen.

- Jeg kender nogle virkelig, virkelig, virkelig dygtige folk, som arbejder på dybder, der er meget længere nede end oliebrønden, siger Cameron.

Han erkender, at de ikke er vant til at arbejde med olieboringer, men de arbejder til daglig med undersøiske køretøjer og elektroniske optiske fibersystemer.

- De ved hvilket ingeniørarbejde, der skal til på de dybder, siger James Cameron.

Filminstruktøren har bl.a. været med til at udvikle undervandsudstyr til brug for filmoptagelser af 'Titanic' og det tyske krigsskib 'Bismarck', som ligger 3,2 kilometer under havets overflade.

Olielækagen i Den Mexicanske Golf er på 1,6 kilometers dybde.

1 af 2 Olien fra udslippet i Den Mexicanske Golf er nu kun 15 kilometer fra Floridas kyst. (Foto: AP)
2 af 2 Filminstruktør James Cameron har stor ekspertise på dybt vand, men BP vil ikke gøre brug af den. (Foto: AP)