Forsvaret spiller hasard med soldaters liv

De danske pansrede mandskabsvogne er langt dårligere sikret end canadiernes. Forsvarets egne eksperter har da også anbefalet mere panser i bunden i over et år.

Køretøjerne bør forstærkes markant for ikke at være for udsatte overfor vejsidebomber. (Foto: Ekstra Bladet SOLO)
Køretøjerne bør forstærkes markant for ikke at være for udsatte overfor vejsidebomber. (Foto: Ekstra Bladet SOLO)

I årevis er soldater i Irak og Afghanistan blevet slået ihjel og sprængt til krøblinge af vejsidebomber i Danmarks pansrede mandskabsvogne.

De danske soldater har da også været langt dårligere beskyttet end deres canadiske kolleger. Forsvarets egne eksperter har i mere end et år officielt anbefalet at sikre de meget benyttede pansrede mandskabsvogne bedre i bunden.

Ekstra Bladet har set en række klassificerede dokumenter fra 20. oktober 2008, hvor eksperter fra Hærens Kampskole anbefaler Hærens Operative Kommando at forstærke bunden i de pansrede M113-mandskabsvogne og Piranha-mandskabsvogne.

Bedre bundbeskyttelse
Ifølge dokumenterne SKAL M113 opgraderes et niveau og BØR opgraderes to niveauer i bundbeskyttelsen. Piranhaen SKAL opgraderes to niveauer og BØR opgraderes tre niveauer. På de indre linjer har eksperterne i hvert fald et år forud for dokumenterne argumenteret for, at bunden på M 113 skulle sikres langt bedre.

Men det er ikke sket , oplyser oberst Michael Bach Jensen fra Hærens Operative Kommando, som fortsat er i en såkaldt ’overvejelsesfase’ - mere end et år efter eksperternes officielle indstilling.

Forsvarets Efterretningstjeneste har i en nyligt offentliggjort rapport slået fast, at truslen fra vejsidebomber er stigende i Afghanistan. En lang liste af angreb vidner om, at det allerede er farligt at færdes i de pansrede mandskabsvogne.

Bombe sprænger bunden
Den 20. juni 2009 bliver tre danske soldater for eksempel såret, mens de kører i deres Piranha. Den ene svæver længe mellem liv og død. 19. december 2008 bliver tre soldater dræbt, da en vejsidebombe går direkte op igennem den ubeskyttede bund i deres M113.

– Havde forsvarstoppen reageret på de første uofficielle henvendelser fra 2007, kunne vi have undgået op til flere kvæstede og muligvis dræbte, fortæller en højtstående kilde i Forsvaret til Ekstra Bladet.

Canada har gennem de seneste to år bundsikret deres M113. På samme måde som de danske eksperter forgæves har anbefalet.

– M113 er bygget til den kolde krig. De er slet ikke lavet til at modstå vejsidebomber. Derfor skal de forstærkes i bunden, før man indsætter dem, fortæller oberst Thomas J. Temple, der er direktør for den canadiske hærs udstyrsprogram på landjorden.

Hærens operative Kommando overvejer fortsat om de skal putte ekstra panser i bunden på M113 og Piranha eller om der skal købes helt nye køretøjer.

– Vi har ikke både råd til at opgradere vores flåde (af pansrede køretøjer, red.) og så købe nye. Det har vi klart ikke, siger oberst Michael Bach Jensen.

L læs meget mere i Ekstra Bladet søndag

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere