Rusland dræber islamistisk oprørsleder

Den russiske efterretningstjeneste slår til mod islamister i Ingusjetien. Den dræbte, Aleksander Tikhomirov, stod bag en terrorbombe mod lyntog

Rusland har fået ram på en islamistisk oprørsleder, der havde ansvaret for en terrorbombe i november mod lyntoget, der forbinder Moskva og Sankt Petersborg. 26 mennesker blev dræbt.

Det fortalte chefen for den russke efterretningstjeneste, FSB lørdag præsident Dmitrij Medvedev.

Aleksander Tikhomirov, der også kendes under navnet Said Brjatskij, var blandt de otte islamister, som blev dræbt tidligere på ugen under en to dage lang offensiv i republikken Ingusjetien.

- Håndgribelige beviser blev fundet på stedet, hvor specialoperationen fandt sted, og som direkte kan forbindes med togbomben, der var organiseret af denne gruppe banditter i november sidste år.

Det fortalte FSB-chefen Aleksander Bortnikov den russiske præsident, mens russiske tv-seere kunne følge med.

Militante islamister tog ansvaret for bomben mod Nevskij-ekspressen og svor dengang nye "sabotagehandlinger". Det er dog ikke sket.