Westergaard udelukket fra Haiti-indsamling

Auktionshuset Lauritz.com afviser at sætte en akvarel fra Muhammedtegneren til salg

Muhammedtegneren er udelukket for indsamlingen. (Foto: Ole Lind og AP)
Muhammedtegneren er udelukket for indsamlingen. (Foto: Ole Lind og AP)
Der er gået politiske selvcensur i den storstilede indsamling til fordel for jordskælvsofrene på Haiti, som er blevet iværksat af Go' Morgen & Go’ Aften Danmark på TV2. Her sætter kendte danskere alt fra støttekoncerter til særlige bøger til salg på Lauritz.com

Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard, der netop er forsøgt overfaldet af en øksemand, som ville hævne Muhammedtegningen, har på opfordring fra TV2-programmet lavet en akvarel, som skulle sættes på auktion på nettet og dermed hjælpe Haitis børn, som pengene fra indsamlingen går ubeskåret til.

Men nu nægter det store, anerkendte auktionshus Lauritz.com at sætte Kurt Westergaards tegning til salg.

– Det er en stigmatisering af mig, og det er meget trist. Jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe Haitis børn, og det sagde jeg ja til. Min akvarel er abstrakt og har intet med debatten om min Muhammed-tegning at gøre, siger Kurt Westergaard.

Lauritz.com vil ikke sælge akvarellen, fordi virksomheden frygter for sine ansattes sikkerhed:

– Med udgangspunkt i seneste angreb på Kurt Westergaards liv, må vi erkende, at terrortruslen stadig er af en sådan karakter, at vi ikke kan forudsige konsekvenserne af et salg. Vi sætter vores medarbejderes sikkerhed højt, hvorfor en eventuel risikobedømmelse selvsagt må indgå i vores overvejelser, skriver Mette Jessen, konceptchef Lauritz.com, som ikke har ønsket at blive interviewet af Ekstra Bladet.

Lauritz.com har tidligere afvist at sælge Kurt Westergaards kontroversielle tegning af Muhammed med en bombe i turbanen.

Kurt Westergaard sælger sine tegninger gennem Galleri Draupner i Skanderborg, og galleri-ejer Erik Guldager er dybt forarget over Lauritz.com:

– Det er et af de mere usmagelige eksempler på selvcensur. En mand, der netop er forsøgt myrdet med en økse og er i sit livs krise, vil gerne hjælpe nødstedte børn ved at sælge en fuldstændig harmløs akvarel, men kan ikke få lov. Det er en helt vanvittig overreaktion, siger han.

TV2-redaktør Jes Schrøder mener ikke, at TV2 kan stille noget op.

– Vi har lavet et samarbejde med en frivillig eksterne samarbejdspartner, og de vil ikke sælge tegningen. Det kan vi ikke gøre noget ved. Hvis vi har begået en lille fejl, er det, at vi overhovedet ringer til Kurt Westergaard uden rigtig at tænke det helt til ende, siger Jes Schrøder.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen