Obama klar med Afghanistan-exit

USA’s krig i Afghanistan kommer ikke til at fortsætte på ubestemt tid, oplyser Det Hvide Hus. Præsident Obama fremlægger ny strategi i morgen

Den amerikanske soldat Phllip M. Huaser holder vagt ved landevejen nær Maidan Shar i Wardak-provinsen. På sin hjelm har han fastgjort en lille sølvfigur, som forestiller Thors hammer, Mjølner. (Foto: AP)
Den amerikanske soldat Phllip M. Huaser holder vagt ved landevejen nær Maidan Shar i Wardak-provinsen. På sin hjelm har han fastgjort en lille sølvfigur, som forestiller Thors hammer, Mjølner. (Foto: AP)

Den amerikanske regering er parat med en tidsplan for afvikling af USA’s krigsindsats i Afghanistan. Det oplyser kilder i Det Hvide Hus forud for præsident Barack Obamas tale i morgen, hvor han vil fremlægge en ny strategi for det militære engagement i landet.

Det ventes, at Obama vil sende yderligere cirka 30.000 amerikanske soldater til fronten. Det skal imødekomme et ønske fra general Stanley McChrystal, øverstbefalende for styrkerne i Afghanistan, som havde bedt om 40.000 mand.

Obama vil desuden sætte et mål om gradvist at overdrage ansvaret for afghansk sikkerhed til afghansk politi og militær, skriver avisen New York Times. En regeringsembedsmand vil ikke at røbe Obamas tidsplan over for avisen, men oplyser:

- Han vil gerne give et klart indtryk om både tidsplanen for handling, og hvordan krigen i sidste ende kan afvikles, siger embedsmanden.

En nødvendig krig?
Obama har brugt tre måneder på at udvikle en ny strategi for krigen i Afghanistan. I mellem tiden har han været under pres fra både sit eget parti, Det Demokratiske Parti, som ønsker en hurtig tilbagetrækning, og Det Republikanske Parti, som kræver en optrapning af krigen mod al-Qaeda og Taleban.

Barack Obama er også blevet fanget af sine egne ord. Under sin præsidentkampagne kaldte han nemlig krigen i Afghanistan for ’en nødvendig krig’ - i modsætning til krigen i Irak, som han kaldte for ’dum’.

650 danske soldater
Den amerikanske præsident kan dog glæde sig over, at den britiske regering mandag lovede at sende yderligere 500 soldater til Afghanistan. Det betyder, at det britiske kontingent i landet når op på 9500.

Danmark har cirka 650 soldater udstationeret i Afghanistan – hovedparten befinder sig i den urolige Helmand-provins, hvor Taleban-bevægelsen står stærkt.

Læs mere om det danske kontingent her.

1 af 3 Obama har brugt tre måneder på at komme frem til en ny strategi for krigen i Afghanistan, som har varet i otte år. (Foto: AP)
2 af 3 Obama har kaldt krigen i Afghanistan for 'nødvendig'. Det forpligter. (Foto: AP)
3 af 3 Den amerikanske soldat Phllip M. Huaser holder vagt ved landevejen nær Maidan Shar i Wardak-provinsen. På sin hjelm har han fastgjort en lille sølvfigur, som forestiller Thors hammer, Mjølner. (Foto: AP)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere