Lashkar nægter forbindelse til Chicago-sag

To mænd, der er anholdt i Chicago mistænkt for at have terrorplaner mod Danmark og Indien, er ikke medlemmer af Lashkar-e-Taiba, siger den militante gruppe

Den militante gruppe Lashkar-e-Taiba, der beskyldes for at stå bag terrorangrebet mod den indiske by Mumbai i fjor, afviser, at de to mænd, der mistænkes for at planlægge terrorhandlinger i Indien og Danmark, er medlemmer af gruppen.

Den pakistanskfødte amerikaner David Headley og den canadiske statsborger med pakistansk oprindelse Tahawwur Rana blev anholdt i Chicago i oktober mistænkt for blandt andet at have planlagt et terrorangreb mod Morgenavisen Jyllands-Posten.

Indien beskylder begge mænd for at have forbindelser til den pakistanske gruppe Lashkar-e-Taiba, der kæmper for at afslutte det indiske herredømme i dele af Kashmir.

- Vi afviser på det kraftigste, at Headley og Rana har forbindelse til Lashkar-e-Taiba, siger gruppens talsmand Abdullah Ghaznavi til det franske nyhedsbureau AFP.

Ghaznavi understreger, at alle gruppens medlemmer er lokale kashmirere.

- Ingen af vore aktivister befinder sig i USA. At sætte de to i forbindelse med Lashkar er et forsøg på at sværte os til på internationalt niveau, siger talsmanden.

Indien, USA og Storbritannien beskylder alle Lashkar-e-Taiba for at stå bag terrorangrebene i Mumbai, hvor 10 svært bevæbnede mænd dræbte 166 mennesker i fjor.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere