Dansk strategi er risikabel for soldater

Onsdag morgen døde en dansk soldat af kvæstelser, han havde fået under en fodpatrulje. Han er den fjerde danske soldat, der er blevet dræbt på en fodpatrulje

En 23-årig dansk soldat mistede livet onsdag morgen i Helmandprovinsen i Afghanistan. Han er den fjerde danske soldat, der er blevet dræbt i Afghanistan siden september, mens han var på patrulje til fods. To er blevet skudt, mens to er blevet ramt af sprængladninger.

USA's øverste general i Afghanistan, Stanley McChrystal, som leder både de amerikanske styrker og Nato-styrkerne, har indført en ny strategi. Den går ud på, at soldaterne skal tættere på befolkningen.

- Man skal ned på jorden og tale med folk for at vinde en oprørskrig, og det kan man ikke fra pansrede køretøjer, forklarer institutchef for Forsvarsakademiets Institut for Strategi, major Nicolas T. Veicherts.

Han understreger dog, at man ikke kan slutte, at flere fodpatruljer fører til flere dødsfald.

- Men soldaterne bliver mere sårbare, når de er til fods, og fjenden ikke har uniformer på, så det er et dilemma, men det er også det, vi ved, virker, siger majoren.

Major og presseofficer Erik Bøttger afviser også sammenhængen mellem den nye strategi i Afghanistan og det faktum, at danske soldater i stigende grad bliver dræbt, mens de bevæger sig til fods.

- Det er ikke en ny strategi for os, vi har forsøgt at komme i øjenhøjde med befolkningen siden vi satte massivt ind i Afghanistan i 2006. Det indebærer selvfølgelig nogle risici, men vi har gode resultater med det, fortæller Bøttger.

Det samlede tabstal for ISAF-styrkerne siden invasionen i Afghanistan i 2001 er nu på 1531 dræbte.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere