SF efterlyser dato for kamptroppers exit

S ønsker, at de afghanske myndigheder selv skal kunne styre landet om to år. Men SF mener det er vigtigere at diskutere, hvornår de danske soldater skal hjem

De danske kamptropper skal hjem fra Afghanistan inden for fem år. Og det tidspunkt er vigtigere at diskutere, end hvornår de afghanske myndigheder skal overtage ansvaret for sikkerheden i den uroplagede Helmand-provins.

Det siger SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen efter at Socialdemokraterne nu har meldt ud, at afghanerne selv skal kunne tage sig af egen sikkerhed om senest to år.

- Socialdemokraterne siger ikke noget om, at vores kamptropper skal være ude om to år. Derfor ser jeg mere udspillet som en målsætning. Vi vil hellere have sat en dato på, hvornår vores kamptropper skal være ude, og her siger vi fem år, siger Holger K. Nielsen.

Han kalder Socialdemokraternes forslag for meget positivt, men har samtidig det er svært ved at vurdere, om det er realistisk.

- Det handler om, hvor meget man kan få regeringen til at satse på at omprioritere indsatsen inden for den nuværende ramme. Hvis man laver en voldsom opprioritering af uddannelsesstyrker det næste år, og trækker kamptropper hjem, så tror jeg der kan opnåes meget, siger han.

Forligspartierne mødes fredag med udenrigsminister Per Stig Møller (K) for at diskutere en eventuel justering af indsatsen i Afghanistan. Og med udmeldingen fra Socialdemokraterne og en udmelding fra Dansk Folkeparti om at opjustere den danske krigsindsats forudser han svære forhandlinger.

- Uenigheden har været der hele tiden blandt partierne bag Afghanistan-forliget, men det er klart, at det her udspil fra Socialdemokraterne ikke gør denne her uenighed mindre. Vi er spændt på, hvad Per Stig Møller siger og hvad vi kommer frem til under forhandlingerne, siger Holger K. Nielsen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere