Tysk forsvarschef går af efter bombeangreb

Tysklands forsvarschef, Wolfgang Schneiderhan, træder tilbage som følge af et bombeangreb i Afghanistan, som kostede mange civile livet

Den tyske forsvarschef, Wolfgang Schneiderhan, er trådt tilbage på grund af sin håndtering af et bombeangreb i Afghanistan i september, der kostede mange civile livet.

Beskeden blev givet af den tyske forsvarsminister, Karl Theodor zu Guttenberg, da det tyske parlament indledte en debat om Tysklands engagement i Afghanistan forud for et møde mellem Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, og forbundskansler Angela Merkel senere torsdag.

Det meget omtalte og stærkt kritiserede angreb den 4. september i provinsen Kunduz skete, da en tysk general tilkaldte hjælp fra amerikanske fly, som skulle bombe to tanklastbiler, som oprørere havde stjålet. Men da amerikanerne bombede, var civile strømmet til for at få fat i gratis brændstof, og et ukendt, men stort antal civile og oprørere blev dræbt.

Forsvarschefen forsvarede bombningen og sagde, at de tyske soldater havde handlet korrekt.

Bombeaktionen blev stærkt kritiseret i Tyskland og førte til en debat om, hvorvidt Tyskland skal bevare sine 4500 soldater i Kunduz.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere