Unge mænd rekrutteret til krig

Unge mænd af somalisk oprindelse bliver rekrutteret i USA for at deltage i borgerkrigen i det afrikanske land. Otte står nu over for terrorsigtelser

Otte unge mænd med planer om at drage fra USA til Somalia for at deltage i den verserende borgerkrig i landet, bliver nu stillet for retten.

Mændene, hvoraf syv er af somalisk oprindelse, bliver alle anklaget for terrorisme, fortæller de amerikanske myndigheder.

De er en del af en gruppe på i alt 20 personer fra den amerikanske stat Minnesota, som angiveligt er blevet rekrutteret til at kæmpe for en islamisk milits i den blodige borgerkrig i Somalia.

Én af de 20 mænd fra den nordamerikanske stat har allerede mistet livet som led i en række selvmordsangreb i det nordlige Somalia. Fire andre er derudover blevet dræbt i kamphandlinger, beretter lokale medier.

- Det er den sørgelige realitet, at den aktive gruppe af somaliere her i Minneapolis har mistet mange af sine sønner under kampe i Somalia, siger anklageren Todd Jones i en udtalelse.

- Disse unge mænd er blevet rekrutteret til at kæmpe i en fremmed krig af personer og grupper, som benytter sig at vold mod regeringssoldater og civile, lyder det videre.

Den første gruppe af unge mænd forlod Minneapolis til fordel for Somalia tilbage i oktober 2007, mens den seneste drog af sted i oktober i år, står der i udtalelsen.

De var alle rekrutteret af en islamisk gruppe, der har hentet inspiration fra terrornetværket al-Qaeda.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere